Svigtet af Dustin Hoffman

Tom Cruise og Dustin Hoffman!

I 1989 var det svært at finde større navne på den internationale liste over skuespillere. Og sammen måtte de nødvendigvis blive en gedigen succes, som det da også skete med ”Rain Man”.

Året før løb filmen med flere Oscar-statuetter, blandt andet for bedste film, og Dustin Hoffman for Bedste Mandlige Hovedrolle.

Selvfølgelig blev filmen også en succes i Danmark, men den gode SE og HØR-vinkel lå ikke lige for.

Og dog.

Redaktionschef Peter Salskov var altid garant for en god ide, og her var han endda personligt involveret. Peter havde nemlig været gift med Søsser Krag.

Det var nok et af Danmarkshistoriens korteste bryllupper, men de tidligere ægtefolk var stadig gode venner.  Søsser arbejdede i en periode også som journalist på SE og HØR.

Hendes forældre var den tidligere statsminister Jens Otto Krag og skuespillerinden Helle Virkner. Søssers bror, Jens Christian, kom ofte på redaktionen for at besøge sin kortvarige svoger, som altid lagde alt andet til side for at underholde Jens Christian.

Jens Otto Krag og Helle Virkners søn er autist og boede dengang på institutionen Højtoft i Bagsværd.

Her var den danske ugebladsvinkel…

”Rain Man” var inspireret af en virkelig person.

Charlie (Tom Cruise) spiller den selvoptagede og egoistiske yuppie, som opdager, at hans far har efterladt sin arv til broderen Raymond (Dustin Hoffmann), som han end ikke anede, han havde.

Filmen gav mange mennesker et indblik i en dengang sjældent omtalt sygdom, men sikkert også anledning til en del myter netop på grund af Raymonds vanvittige tal-kundskaber.

Men ”Rain Man” var en stor succes, og alle blev straks dus med det ikoniske cover-billede af de to filmbrødre gående side ved side.

På Højtoft boede også ”Kisser”, og både hendes mor og lillesøster Lisbeth var heldigvis med på ideen om billeder og interview.

SE og HØR er et billedugeblad.

Især de gode, afslørende, sjove eller bare oplagte billeder var kraftigt medvirkende til at give bladet en både enestående og stor position.

Lidt det samme var gældende for hverdagshistorierne, – skæbnehistorierne, der uge efter uge var det mest læste i SE og HØR.

I journalistik er nærhedsprincippet et godt journalistisk værktøj, på SE og HØR var det i dén grad afgørende.

Her bragte vi en stor international filmsucces med stjernenavne fra Hollywood ned til Bagsværd og ud til læserne. Det var, som det skulle være.

Billed-siden var oplagt. Da artiklen kom i bladet var det med Tom Cruise og Dustin Hoffman gående på hele venstre side, mens Kisser og Lisbeth gik på nøjagtig samme måde på højresiden. Klassisk SE og HØR…

Mit ekstra engagement skyldtes sikkert også, at jeg var ny, Salskovs ånde i nakken og udsigten til at møde selveste verdensstjernen Dustin Hoffman.

Kisser/Jens Christian havde nemlig også gået på Sofieskolen – en skole for autister og psykotiske børn – og en skole, som senere i 1989 kunne fejre 25 års jubilæum.

Dustin Hoffman kom nok til jubilæet, forlød det. Og så var det naturligvis mig, som skulle dække besøget, forsikrede chefen.

Jeg satte mig ind i sygdommen autisme.

Sammen med Kisser, Lisbeth og pigernes mor, gik jeg ind for at se den fire gange Oscar-belønnede ”Rain Man”

Lisbeth havde allerede selv set den fire gange. Hun var bidt af, hvordan hun kunne genkende sit eget forhold til søsteren. Det var ret rørende.

Jeg spiste også med en aften på Højtoft, hvor jeg mødte de øvrige beboere og interviewede Kisser’s mor, Anne-Lise, hen over middagsbordet.

Det blev til en snak om problemerne ved at have et autistisk barn, om at være teenager og have en autistisk søster, – og sjove anekdoter fra Kissers opvækst, fordi mange autister nu engang har deres egne regler og rutiner, der helst skal overholdes.

En tankegang, der kan være svær at forstå for andre, men ifølge mor og søster helt sikkert fik god hjælp af Dustin, Tom og ”Rain Man”.

I SE og HØR blev det til overskriften KISSERS FILM, og så var det bare at vente nogle måneder på jubilæet og Dustin Hoffman.

Stjernen blev også inviteret, men desværre var hans kalender for presset, lød det.

Så jeg blev brændt af – af Dustin Hoffman.