Det sjove ved jobbet som journalist – og ind imellem dybt irriterende – er, at du aldrig ved, hvad dagen bringer.
Nogle dage går alt op i en højere enhed, men andre dage kuldsejler alle planer og du står med en lang, trist næse til fyraften.
I 2016 dækkede jeg de olympiske lege i Rio de Janeiro i Brasilien.
OL er en stor begivenhed og Rio en stor by, så selv om logistikken var helt i top, så krævede det planlægning for hver dag.
Man kunne for eksempel ikke sådan lige smutte fra håndboldhallen og hen til ro- eller sejl-stadion.
Samtidig havde chefen selvfølgelig sovet så tilpas længe i timen, at vi nærmest var de to sidste pressefolk, der blev akkrediteret, – og derfor kom til at bo noget skævt i forhold til de oprettede buslinjer, der ellers virkede upåklageligt.
Infrastrukturen var fortræffelig, det tog bare lang tid at komme rundt. Mange dage brugte vi nemt fem timer i bus. Nogle dage endda mere.
Jeg var sammen med fotograf Kaspar Wenstrup, som udover at være en fortræffelig rejsekammerat og dygtig fotograf også er en sand mester udi logistik.
Hver aften diskuterede vi, hvad vi burde satse på næste dag, og så fandt han for det meste ud af, hvordan vi kom rundt og frem.
Som SE og HØR-udsendte gik vi selvfølgelig først og fremmest efter danskere i ilden.
–
Mikkel Beha Erichsen var vært på TV2s dækning af sejlsporten, og 11. august fyldte han 50 år, så velvidende, at sejlsporten havde deres stadion langt fra andre aktiviteter, valgte vi at kigge forbi den populære tv-mand på dagen.
TV2 havde indrettet sig med eget studie med smuk udsigt ud over sejlsportsområdet, men et stykke fra samtlige andre af verdens tv-stationer.
Vi traskede ikke så lidt rundt og spurgte os for, men så meget desto større blev glæden, da vi endelig fandt frem.
Mikkel var på direkte tv hjemme i stuerne, så vi indtog ventepositionen sammen med to kolleger fra Billed Bladet, som havde været på plads i nogle timer.
Ved først kommende lejlighed præsenterede vi os for Mikkel. Ak, ak, ak…
Vi var meget velkomne, lød det. Fotografen måtte også tage billeder, men Mikkel ville ikke udtale sig til SE og HØR.
Årsagen var den såkaldte tys-tys-sag, eller Nets-skandalen, som jeg må skrive om i et andet indlæg.
Men Mikkel ville kun smile, ikke citeres for noget, og vi kunne bare luske rundt og iagttage, hvordan Billed Bladets folk småsludrede og hyggede sig med værten.
De var kede af det på vores vegne, for selv om vi på sin vis konkurrerede, så kom vi alle sammen fra Aller-huset og var gode kolleger.
Ved flere andre lejligheder kunne vi endda give hinanden en håndsrækning, men her var der ikke meget at gøre.
Det var eftermiddag, vi kunne ikke nå andre begivenheder og Mikkel ville ikke tale.
Vi hørte dog, at en fødselsdagskage var på vej, så måske lidt billeder til næste uges blad.
–
Mikkel Beha var i øvrigt en af de få danskere, som ind imellem kunne fortrænge de royale fra Billed Bladets forside, så selvfølgelig var de dukket op på grund af hans fødselsdag, men da Wenstrup spottede en sikkerhedsvagt, blev det pludselig mere spændende.
Seerne hjemme i stuerne havde set Kronprins Frederik gratulere fødselaren med dagen på skærmen.
Først havde Mikkel faktisk fået nej, da en sejllads var ved at blive afsluttet, men da han fortalte studiet i Odense, at den pludselige gæst hed Frederik, så var der selvfølgelig ledig sendetid.
Og nu gik det op for os, at Frederik nok stadig var i huset.
Problemet var, at vi vidste, en fødselsdagskage var på vej ind i studiet. Og så havde vi dog trods alt fået noget ud af dagen.
Vi delte os.
Fotografen ved søsiden, så han var klar til kagefoto. Og jeg ved bagindgangen, hvor en stor, dyr bil nu også holdt klar til at køre med prinsen.
Vi kunne se både for- og bagudgang, – og ikke mindst hinanden.
Dagen sluttede med kage til Mikkel og hans søn Emil.
Både generalsekretæren i Dansk Sejlunion, Mads Kolte-Olsen, og fødselaren sagde pæne ord, så den lille artikel ”REN KAGE-MAND” var hjemme.
Jeg lavede endda en lille film til brug for en ny SE og HØR-app, da kagen blev bragt ind, så alt var fint.
App’en gjorde det muligt ved hjælp af en mobiltelefon at hive levende billeder ud af de trykte sider i bladet. Den var faktisk ret sjov og et kæmpe sats på redaktionen, men pludselig var den hundedyre investering væk igen uden nogen form for forklaring. Og så blev der ikke talt mere om den app på redaktionen.
–
I brasilianske Rio var der til gengæld dobbelt gevinst, da Kronprins Frederik med et smil spankulerede ud af bagdøren.
Den sejlsportsinteresserede
prins havde hygget i temmelig lang tid med de danske sejlere i nogle andre
lokaler i roklubben, der normalt tilhører den brasilianske fodboldklub Vasco da
Gama, men under OL altså var dansk TV2-base.
Frederik var i højt humør og fotografen hurtigt på plads, så ”interviewet” blev sådan noget gående ved siden af hinanden de sidste 30 meter ud til den ventende bil.
Men billeder og ord fik vi, da Frederik fortalte, hvad han oplevede som bedst ved OL.
-Det er helt sikkert bare at følge med og møde så mange af atleterne som overhovedet muligt, smilede Frederik og fortsatte.
-I går var det også helt fantastisk at sidde på et stadion fyldt med glade brasilianske tilskuere, fortalte han om oplevelsen dagen før, hvor Brasilien lammetævede det danske fodboldhold med hele 4-0.
Kronprinsen havde det helt tydeligt som en fisk i vandet blandt de danske atleter i den brasilianske storby.
Det endte med at blive en fin dag.