-Hvis ikke det lykkes at skaffe pengene, kender jeg en måde, så jeg ikke behøver at leve mere…
Sådan begyndte artiklen om 25-årige Benjamin Sørensen i SE og HØR i begyndelsen af 1997.
De menneskelige historier har altid været en af hjørnestenene.
”Ugens glade krøbling”, lød det ind imellem hånligt, men ikke desto mindre har det altid været noget af det mest populære stof i bladet. De kendte kunne være nok så kendte, og udskejelserne nok så store, de gode skæbnehistorier høstede som hovedregel flere point hos læserne.
De har også været vigtige for SE og HØRs helt specielle status.
Næsten alle ugeblade købes af kvinder – også SE og HØR, – men som det eneste blad har SE og HØR omtrent lige mange kvinder og mænd blandt læserne. Det skyldes elementer som tv-programmet, sportsnavne, SE og HØR-pigen og ikke mindst artiklerne om almindelige danskeres skæbne.
Benjamin Sørensen var i dén grad en god menneskelig historie. Den unge århusianer var midt i en kønsskifteoperation fra kvinde til mand.
Jeg havde lavet flere lignende historier, da jeg nærmest blev henvist til Benjamin. Han var desperat, da jeg sammen med fotografen mødte ham i smilets by.
Året før havde han ved en operation hos Dr. Preecha i Thailand fået skeden syet sammen, fjernet bryster, livmoder og æggestokke. Han havde også fået lavet en penis, der var konstrueret og nu sad under huden omtrent ved blindtarmen, hvor den skulle danne væv og heles før den kunne sættes på plads ved operation nummer to.
Ifølge planen ville tissemanden blive fuldt funktionsdygtig, så Benjamin endelig kunne føle sig som den mand, han altid havde ønsket.
Problemet var bare, at Benjamin ikke havde pengene til operation nummer to, der kun kunne udføres i Thailand.
Og det hastede.
Tissemanden kunne ikke sidde meget længere inde i hans krop, og i Danmark kunne man kun tilbyde at bortoperere den. Så ville Benjamin hverken have penis eller skede, hverken være mand eller kvinde.
Men han manglede 60.000 kroner…
Så mens Benjamin fortalte om sin opvækst, om at være født i den forkerte krop og vokse op som anderledes, tænkte jeg over mulighederne for at hjælpe.
Som pige elskede Benjamin at lege med biler, kravle i træer og hylede, når han fik kjole på. Familien regnede med, at det nok ville ændre sig, og i skolen slap han for de værste drillerier.
-Drengene kaldte mig gummi-Tarzan, fordi jeg gik i drengeunderbukser, men jeg måtte gerne være med til at spille fodbold i frikvartererne, fortalte han.
Senere droppede han klassefesterne. Han var godt nok interesseret i pigerne, men de ikke i ham – i hvert fald ikke på den måde.
Som 12-årig spurgte Benjamin sin biologilærer, hvad der egentlig var galt, siden han så godt kunne lide piger. Lærerinden svarede, at han enten ville vokse fra det, eller også var han homoseksuel.
Han begyndte nysgerrigt at læse om emnet, og en dag var han klar til at fortælle sin far, at han ville opereres.
Det betød både chok, råben og skrigen, men senere lærte familien at acceptere Benjamins skæbne.
Han havde også mange gange forsøgt sig med et lesbisk forhold, men homoseksuel var han ikke, vidste han.
-Jeg vil være sammen med pigerne som en rigtig mand, sagde han, og håbede, at nogle kunne hjælpe med den sidste lille detalje.
Og så opstod ideen om en indsamling.
Jeg troede egentlig ikke på det. Det gjorde kollegaerne på bladet bestemt heller ikke. Det var en god menneskelig skæbnehistorie, men nok også svær at få familien Danmark med på. Og SE og HØRs store læserskare var først og fremmest helt almindelige mennesker.
Kernekøberen har alle årene været en kvinde sidst i fyrrerne, oftest bosat uden for hovedstaden og med et familieliv som de flestes.
Det var først og fremmest hende, man skulle skrive til.
Adskillige chefer har haft deres hyr for at få medarbejderne til at glemme deres egen omgangskreds, geografiske bopæl, sociale status eller seksualitet, når de skrev. Og med at forklare de alleryngste medarbejdere, at artiklerne altså skulle målrettes deres forældres generation.
Og de kunne nu engang godt være svære at lokke med på sådan en indsamling.
Benjamins historie rørte alligevel, og SE og HØR oprettede en giroindsamling. Det hed det dengang. Bladet gik endda forrest og smed straks 10.000 kroner i puljen.
Bladets langt over én million læsere skulle altså sørge for de sidste 50.000 kroner.
Artiklen ”Hjælp mig” blev trykt, en måned gik og småbeløbene blev ikke til mange hundrede kroner.
På den ene side havde redaktionen ret. På den anden side havde vi søsat et projekt.
Jeg fik lov til at lave en artikel mere med den nu fuldkommen desperate Benjamin.
-Det er begyndt at lugte rigtig dårligt, og der løber konstant vand ud, Det kan ikke blive ved med at gå godt ret meget længere, fortalte han nedslået om den forberedte tissemand, der ventede på anden del af operationen.
Filmmanden Poul Martinsen og et tv-hold havde været med i Thailand under den første operation, men nu truede filmen med at få en rigtig dårlig slutning.
-Jeg tør slet ikke tænke den tanke, at jeg ikke får det til at lykkes. Så vil jeg sgu ikke være her mere.
Så har livet jo ikke noget formål, sagde Benjamin.
Det var et kapløb med tiden.
Igen blev artiklen trykt, ”Sidste chance” hed den, og tiden gik.
Nærmest dagligt ringede jeg ned på anden etage for at spørge økonomimanden om der dog ikke var gået penge ind på girokontoen. Han blev mere og mere irriteret, og for hver dag der gik, blev forelæsningen længere. Jeg måtte da kunne se, at den slags indsamlinger ikke var noget for SE og HØRs læsere.
Han havde jo nok ret.
Efter tre uger mødte jeg ham tilfældigvis på tredje etage, hvor SE og HØR boede i Allerhuset på Vigerslev Alle i Valby.
Jeg spurgte selvfølgelig til indsamlingen. Han så bare træt ud.
-Men jeg skal nok tjekke en sidste gang, svarede han om projektet, der vel nu havde kørt halvanden måned.
Der gik fire minutter, så ringede han op.
-Det var satans. Det er helt vildt, grinte han.
En godhjertet fynsk læser havde indsat 50.000 kroner på kontoen til Benjamins operation fra kvinde til mand.
Jeg var målløs og forundret, men også jublende glad.
Jeg kontaktede straks Benjamin. Han var i den syvende himmel.
Begge ville vi vældig gerne vide mere om den gavmilde kvinde, der sammen med SE og HØR måske havde reddet hans liv. Og jeg ville vældig gerne sætte dem sammen til et dobbeltinterview, der i dén grad ville være kronen på værket.
Men den generøse kvinde ønskede ingen opmærksomhed. Hun ville være anonym. Ikke engang Benjamin måtte kende hendes identitet.
Jeg talte dog med den glade 45-årige giver over telefonen. Hun var invalidepensionist, og gennem en årrække havde hun sparet pengene op af sin pension.
-Jeg syntes bare, at det var så synd for Benjamin, forklarede invalidepensionisten til mig – og en ny SE og HØR-artikel – ”Rigtig mand”.
-Jeg kan ikke sige kvinden tak nok, smilte Benjamin på TV3s morgen-TV, og senere kunne alle følge hans vej fra kvinde til mand i programmet ”Fejlemballeret af Vorherre” på TV2.
Benjamin skulle ikke selv se udsendelsen, forklarede han grinende til SE og Hør.
Han var inviteret ud at spise i byen af en pige…