“Man skal ikke tro alt, man læser i SE og HOER.” Hvor blev jeg dog hurtigt træt af at høre den sætning.
SE og HØR har altid lokket brodne kar, som gerne pynter lidt på historien for måske at ramme forsiden. Ikke mindst yngre journalister lader sig ind imellem presse for langt af chefen, og lader journalistikken træde i baggrunden, men langt de fleste af mine kolleger har været dygtige og ordentlige. Mantraet har altid været, at en historie skal være sand. Selvfølgelig…
Metoderne har været
forskellige, og skiftet voldsomt gennem årene, men kunne man ikke bevise sin
historie/nyhed, så havde den i hvert fald i SE og HØRs storhedstid ingen chance
for at komme i bladet.
Jeg har lavet masser af fejl, de sjoveste vender
jeg tilbage til, men jeg har altid bestræbt mig på at skrive sandheden.
Selvfølgelig.
Bladets ry har nu engang
altid været blakket i forhold til journalistikken.
Derfor har det også altid været vigtigt, at
dokumentere så meget som muligt.
Blandt andet, når jeg eller
andre skulle interviewe store udenlandske stjerner, som stillede sig til
rådighed i forbindelse med eksempelvis en ny film.
Ligegyldigt, hvad de ellers måtte have på
hjerte, så var det altafgørende at få taget et billede med “ofret” og sig selv,
så læserne ville tro på, at der rent faktisk havde været et interview.
Så troppede man op til seancen med et lille SE
og HØR-kamera i inderlommen, og krydsede fingre.
Det var længe før
selfietiden og mobiltelefonen som hvermandseje.
I 1993 skulle jeg interviewe Meg Ryan.
Skuespillerinden var aktuel i den meget romantiske og søde “Søvnløs i Seattle”,
hvor hun spillede sammen med Tom Hanks.
Jeg har aldrig været starstruck, som jeg har
oplevet det hos især kvindelige kolleger, men alligevel. Da jeg sad i suiten på
Hotel Regent Palace i London var det alligevel en stor mundfuld for unge
Nielsen fra Køge.
Meg Ryan så fantastisk ud, og var samtidig
utrolig sød og åbenhjertig.
Meg fortalte beredvilligt, hvordan hun savnede
familien og især sønnen Jack, når hun som nu måtte verden rundt for at tale med
pressen.
Og hvordan pokker, vi nåede dertil, så afslørede
den smukke skuespiller også, at hun hadede sex uden at få orgasme!
Noget af et udsagn, der nok ville pynte i SE og
HØR.
Alligevel tænkte jeg mest på det allersidste
spørgsmål – ville hun mon stille op til et foto med mig?
Det ville hun ikke.
Jeg har senere underholdt især mandlige venner
med, at afslaget nok skyldtes, at Meg Ryan sad overfor mig i en gennemsigtig hvid
skjorte – uden bh indenunder- men det var nu nok mere hendes vagtsomme manager,
der spændte ben for forsøget.
Interviewet fik da to sider i bladet, men var
også en fiasko. Uden billedet kunne jeg lige så godt være blevet hjemme på
redaktionen i Valby og sakset fra et par udenlandske blade. Nu kunne læserne
alligevel ikke se, at jeg rent faktisk havde mødt den store stjerne i den engelske
hovedstad.
Allerede i 1989 var jeg lidt mere heldig i
Stockholm. Superstjernen Jane Fonda var aktuel i filmen “Old Gringo” og havde
sammen med skuespillerkollegaen Jimmy Smits inviteret til pressemøde i Sverige.
Denne gang havde jeg fotograf John Jørgensen
med. Heldigvis. Jeg var ny, og John både erfaren og snu. Han gav aldrig op, og
gav gang på gang branchens yngre folk baghjul.
Det var et stort setup. Et hav af pressefolk på
det luksuriøse Grand Hotel, og masser af bodyguards og sikkerhed.
Journalister og fotografer blev bænket som i en
biografsal.
Der var meget langt til
Fonda og det forløsende billede.
John Jørgensen blev irriteret og nappede en
lille whisky. Han havde altid tre/fire tømte cigarhylstre i brystlommen. I stedet
for hans elskede cigarer var hylstrene fyldt med whisky. Så kunne han altid få
en gibbernakker, selv om opgaven trak ud.
Jeg blev også nervøs.
Jane Fonda fortalte verdenspressen om hendes
hede elskovsscene i filmen, og hvordan hun selv nu her i Stockholm holdt formen
ved lige med en daglig løbetur sammen med sine bodyguards.
Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle gribe det an,
men da alle pressefolk var blevet tjekket grundigt og dørene til salen lukket,
blødte stemningen lidt op.
Jane Fonda var dog stadig flere meter væk.
Først da pressemødet var slut kom der en åbning.
-Kom nu, Nielsen! Kom nu, småskældte John
Jørgensen.
-Jamen, hvad fanden skal jeg gøre, forsøgte jeg,
mens han var på vej frem mod bordet med Fonda bag.
-Bare gå rundt om bordet og stil dig bag hende,
kommanderede han.
Jeg så allerede os begge ligge i benlås med et
solidt bodyguard-knæ i ryggen. Men jeg gik frem sammen med John, og i den
almindelige opbrudsforvirring kom jeg nærmere.
-Be’ om en autograf, råbte John pludselig.
Jeg var ikke helt med, men smed blok og kuglepen
på bordet foran Jane Fonda, mens jeg lige akkurat kunne nå at prikke hende på
skulderen.
Skuespilleren blev vist lidt forundret, drejede
hovedet og kiggede mig direkte i øjnene.
I samme øjeblik knipsede John løs med et stort
smil, der fik hans karakteristiske og brede cykelstyrsskæg til at hoppe.
Billedet sad lige i skabet. Jane kiggede på mig,
som var vi midt i en dyb samtale.
At han også fik et par billeder af os, da hun
rejste sig for at gå – og jeg dristede mig til endnu et spørgsmål er en anden
sag. Uden John Jørgensens snarrådighed var der nok ikke blevet noget billede i
Stockholm.
I samme periode var John Cleese i 1996 i Danmark
for at fortælle om sin nye film, ”Fierce creatures”. Filmen udspilles i en
zoologisk have, så tidligere på ugen havde John Cleese optrådt på slap line
foran fotograferne i Københavns Zoologiske Have. Selve interviewet skulle
foregår på Hotel d’Angleterre.
Jeg har altid været vild med serien “Halløj på
badehotellet”, og hans rolle som den maniske, ekscentriske og skrupskøre
hotelvært Basil Fawlty.
Så det var lidt stort, da jeg sammen med fotograf Jacob Ljørring ankom til det kendte hotel i hjertet af København. Jacob er en af de bedste, som nogensinde har arbejdet på SE og HØR, så jeg var i gode hænder.
I forhallen mødte vi Billed Bladets udsendte, lune Sven Henrik.
Billed Bladet var dengang SE og HØRs største konkurrent. Godt nok blev bladet købt af Aller i 1989, så pengekassen var den samme, men det smittede ikke umiddelbart af på medarbejderne. Til stort set alle officielle opgaver, premierer og den slags, stod medarbejderne fra Billed Bladet og SE og HØR skulder ved skulder i håb om at løbe med den bedste historie. Og ugen efter kunne man være sikker på, at redaktionschefen eller andre kom ind på ens kontor med Billed Bladet slået op på lige nøjagtig den side med historien, som Billed Bladet var løbet med. Heldigvis var det oftest omvendt.
Trods konkurrencen var journalisterne for det meste også gode kolleger. De fleste weekender havde Billed Bladet og SE og HØR stort set de samme opgaver, og så tilbragte man tiden ind imellem sammen. Måske en frokost eller en pot billard på et værtshus om eftermiddagen, eller man spiste sammen før en teaterpremiere om aftenen. Ind imellem var journalister fra Ekstra Bladet eller andre medier også med. SE og HØRs folk var populære, for de betalte oftest regningen.
Denne dag var Billed Bladets udsendte ikke
ligefrem i sprudlende humør.
Interviewet med John Cleese havde været lidt
anstrengt og en filmmand havde blandet sig for meget. Som ugebladsjournalist er
man for det meste kun interesseret i de kendte, og ikke så meget folkene bag
produktionen.
Så humøret dalede lidt på vej ind i den flotte
suite.
Interviewet gik også trægt. Filmmanden ville
gerne høre sig selv, og styrede, så der mest blev talt om den aktuelle film.
Cleese fik dog også sneget ind, at han elskede at besøge Danmark, lige på nær efterårskulden og ”verdens grimmeste sprog”.
Det famøse billede kørte rundt i mit hoved.
Jeg husker ikke helt
hvordan. Men i forbindelse med Europamesterskabet i fodbold tidligere på året
var Cleese aktuel i telefonreklamer på de danske skærme, så jeg fik drejet
snakken hen på fodbold. Det var den 57-årige skuespiller vild med, og jeg fik lejlighed
til at nævne fodboldspilleren Preben Elkjær.
John Cleese var som forvandlet. Han kunne lide
Elkjær og grinte og gestikulerede, mens filmmanden opgav at blande sig mere i
samtalen.
Jeg tog næste skridt og fortalte om min og mange
danskeres begejstring for “Halløj på badehotellet”, selv om det lå langt fra
den aktuelle film.
John Cleese var pludselig i hopla, så da
fotografen skulle til, foreslog jeg et vildt billede. Det måtte briste eller
bære.
Men John Cleese var med på ideen. Vi fandt et
viskestykke og en serveringsbakke, og jeg satte mig i suitens bedste stol. Og
så indtog John Cleese rollen som hans normale, spanske prygelknabe i tv-serien,
Manuel, og serverede for mig.
Jeg glædede mig helt vildt til, at Billed
Bladets redaktion skulle se billedet, og betragter det stadig som et fantastisk
klenodie.
Billed Bladet gemte artiklen med John Cleese nogle uger, men i sandhedens tjeneste skal skrives, at de også havde et ganske sjovt logo-billede. Sven Henrik var fysisk en meget lille mand, og John Cleeses anden datter er en høj pige på 1,80 meter. Det underholdt han med i interviewet, og illustrerede ved på logobilledet at holde sin hånd tyve centimeter over lille Sven Henriks hoved. Ganske sjovt, men selvfølgelig ikke i nærheden af ”mit” billede. Til gengæld var det lykkedes den erfarne rotte fra konkurrenten at plante lidt nerver hos SE og HØRs unge mand. Sådan var tiden dengang….