SE og HØR er ikke sat i verden for at gøre mennesker kendte, og spørgsmålet er også, om det overhovedet kan lade sig gøre – uden for bladets egne spalter selvfølgelig.
Derfor var det også lidt specielt, da jeg i begyndelsen af 1997 fik lov til at tage til Gjøl uden for Ålborg for at lave den første danske ugebladsartikel med bandet Aqua, der tidligere uden den helt store opmærksomhed havde heddet Joyspeed.
I efteråret 1996 havde Aqua udsendt deres første single ”Roses are red” med stor succes, men kendte var de fire hitmagere endnu ikke. Slet ikke på SE og HØR, hvor redaktionschefen kiggede stift på den ugentlige hitliste: Lå man ikke i top, var man ikke kvalificeret til SE og HØR.
Redaktionssekretær og musiknørd Peer Kaae var dog på min side. Dels ville han altid gerne gøre pladeselskabet Universal en tjeneste, men samme selskabs chef, Jens Otto Paludan, havde også forsikret ham, at her var noget helt specielt. De to havde i øvrigt en fortid sammen fra musikbladet MIX, men sådan kom tingene ind imellem i stand.
Jeg tog til Gjøl, hvor jeg mødtes med freelancefotografen Bent Tilsted.
Aqua havde indlogeret sig i et lille sommerhus, hvor de knoklede med at få deres første hele album klar. Det skulle udkomme i marts og de fire knoklede fra morgen til aften i det lille træhus. Og med indspilninger i et studie inde i selve Ålborg.
René Dif, Lene Nystrøm, Søren Rasted og Claus Norreen tog godt imod os. De var simpelthen super søde. Nede på jorden og konstant med store, glade smil i ansigterne. De havde det tydeligvis godt sammen.
De forklarede om bandets navn, der angiveligt skyldtes en plakat fra Danmarks Akvarium, der hang på væggen i studiet hjemme i København. Og Lene fortalte om hendes behov for ind imellem at kunne lukke døren, når drenge-humoren blev for meget.
Claus og Søren havde arbejdet sammen tidligere, blandt andet med soundtracket til filmen ”Frække Frida”. Siden mødte de René, som i mange år havde været discjockey rundt i Europa, og på Colourline-færgerne havde han mødt Lene. Hun var dengang vært på det norske ”Lykkehjulet”, men sang også på færgen.
Fordi hun var norsk, lod jeg et ord falde om, at min artikel måske også ville komme i norsk se og hør. Jeg sagde ikke, at jeg så tjente en ekstra skilling, men bare for en god ordens skyld.
Det var de ret glade for. Lidt sjovt at tænke på, når de allerede var ude med deres musik i 11 lande, stod foran en turne i Japan og senere blev den mest succesrige danske musikgruppe nogensinde målt på salg.
Men de var søde, ydmyge og helt nede på jorden.
-Det er vores eneste ambition. Tænk, at kunne leve af sin hobby, lød det fra bandet.
Og Bent Tilsteds billeder, hvor gruppen fjollede både indenfor og i det bakkede terræn udendørs, blev efterfølgende brugt igen og igen.
Billeder er essentielt i SE og HØR, der i fagsprog også hører til gruppen af billedugeblade. Sammen med Billed Bladet og Her og Nu.
I de bedste perioder har SE og HØR også været enormt stærk på billedsiden. Mange tænker lynhurtigt paparazzi, men gode ugebladsbilleder er meget mere end det. Nogle billeder afslører en nyhed og kan måske rydde forsiden, men først og fremmest er der alle de billeder, der bedre end ord, fortæller historien og gør artiklen indbydende, seværdig og i allerbedste fald sjov.
Det handler grundlæggende bare om unikke billeder, som bladet er alene om. Især i dag, hvor alle skriver de samme historier og copypaster på livet løs, standser man jo op over et billede, der skiller sig ud.
SE og HØR var i mange år kongen, når det kom til unikke billeder.
En dygtig SE og HØR-journalist tænker i høj grad i billeder. Ligegyldigt, hvor lille historien må forekomme. Læserne elsker de gode og sjove billeder.
Et eksempel kan være gå-i-byen-stoffet – den røde løber til premierer. Selvfølgelig skal der spørges ind til nyheder, men læserne vil i høj grad også se billeder. Hvad har folk på, hvordan ser ledsagerne ud, hvad med kæresten eller de kendtes børn?
Mange journalister hader tidlige morgen-premierer på børnefilm, og vil hellere ud om aftenen, hvor der vanker både drinks, mad og måske en goodiebag.
Men læserne elsker at se de kendtes børn.
Læserne vil gerne møde de kendte så privat som muligt. Allerbedst er det, hvis journalisten besøger de kendte i deres private hjem med en fotograf.
Næstbedst er at se mand, kæreste, kone, børn. Og ellers må journalisten forsøge at overtale til private billeder af en anden karakter. Måske er den kendte vild med fodbold, at bage eller gå i zoologisk have. Så er det de billeder, der må bære artiklen.
Unikke billeder kan være mange ting.
Allerede et par måneder senere lavede jeg artikel nummer to med Aqua. Bandet skulle jo på turne i Asien. De havde meget travlt. De havde faktisk ikke tid, forsøgte manageren.
Jeg havde imidlertid en god ven i en pladeforretning i Køge, og han skulle have besøg af succesbandet til en autografskrivning.
Jeg overbeviste manageren om, at en god times tid var nok. Vi kunne lave billeder på Køge Lystbådehavn lige i nærheden. Og uden at gå i detaljer, forklarede jeg, at vi ville lave nogle billeder, der ligesom viste Aqua på vej ud for at erobre verden.
I Jorcks Passage i København fandt jeg en butik, der solgte japanske flag og pandebånd. Og nogle store, kinesisk udseende rishatte.
I Køge Bådcenter fik jeg lov til at låne en lille robåd.
Jeg mødtes med band og manager i forretningen, og så kørte vi ud på lystbådehavnen. De fire grinte af ”udklædningen”, og tog det også i stiv arm, at de selv måtte bugsere båden i vandet.
Og sådan gik det til, at René Dif og Søren Rasted hev og sled i en gammel trækvogn, mens Claus Norreen skubbede for at få båden ned til vandet og til søs i Køge Bugt. Lene Nystrøm nød selvfølgelig deres slid siddende i den knaldrøde robåd oppe på trækvognen.
Alt sammen bare få uger før de erobrede Japan, Korea, Filippinerne, Østen og det meste af verden som alle tiders mest succesrige, danske band.
Artiklen kom til at hedde ”Så til søs” og billederne viste både deres mas med at få båden i vandet, og bandet ombord i robåden iført hatte og flag – og selvfølgelig med kurs ud i den store verden.
Det blev til flere artikler med de fire herlige mennesker, men samarbejdet stoppede brat, da jeg skrev om Sørens forhold til en kendt og ellers ret laber, dansk stripper.
Han benægtede alt, og blev endda sur. Først mange år senere måtte han give sig.
Det er en god historie, men en helt anden historie…