Kan man være venner med sine ”ofre”?
For mange år siden mente jeg klart nej. Senere blev jeg ind imellem i tvivl. Og i dag ved jeg, at det kan man godt.
En af opskrifterne er nok at have rene linjer. At være ugebladsjournalist er et job, og jobbet skal passes. Men jeg har tit fået at vide, at når nu historien alligevel kom ud, så var det betryggende, at jeg førte pennen.
Det er en slags gensidig tillid.
Og så er man nødt til at stå ved det, man laver.
Blandt andet under den såkaldte tys-tys-sag oplevede jeg, at nogle kolleger på de sociale medier pludselig ændrede arbejdsplads fra SE og HØR til Aller Medier. Som om det var finere. Som om, de så slet ikke havde noget med SE og HØR at gøre. Som om, de så pludseligt var hævet over skandalen og det snavs, deres kolleger havde lavet. Vorherre bevares.
Hvis journalisten selv opfører sig ordentligt, så kommer respekten, og så kan former for venskab sagtens trives.
Med Ole Stephensen var det sådan. At kalde ham en personlig ven vil være at skyde helt ved siden af, men da han døde, gik det op for mig, at han er en af de kendte, som var der hele vejen igennem min tid på SE og HØR.
Og venskab eller ej, så var han klar med hjælp og opmuntring, da jeg var nede at dykke.
Vi mødtes første gang i 1989.
”Walter og Carlo i Amerika” blev optaget i Toronto i Canada, og på SE og HØR havde vi lavet en konkurrence, hvor en heldig vinder kunne møde de to stjerner under indspilningerne af filmen.
Det blev også min første store udlandsrejse i bladets tjeneste.
Både Jarl Friis-Mikkelsen og Ole Stephensen var super søde. Ikke kun over for mig og de to øvrige journalister, men i særklasse over for den 21-årige pige fra Kolding, som havde vundet turen. For godt nok besøgte vi også det 553 meter høje CN Tower, det eksotiske marked i Chinatown og det enorme Niagara Falls, men turens højdepunkt for hende var helt sikkert mødet med de belevne filmstjerner.
De leverede i dén grad varen.
Jarl og Ole var travle, men utroligt gæstfrie.
Da Kirsten fra Kolding fik en lille statistrolle, så hun den dag i dag lige slentrer forbi ”Carlos hælebar” i filmen, så var successen i hus.
Jeg har i øvrigt selv lige set ”Walter og Carlo i Amerika”, og havde helt glemt, at jeg selv er med i en af slutscenerne.
Da den faldne efterretningschef (Bjørn Watt Boolsen), bliver hentet til sidst, bliver han selvfølgelig jagtet af sensationslystne journalister, blandt andet Billed Bladets Hans Løvetand, BTs Michael Larsen og jeg.
Vores filmkarriere skyldtes nu nok mest filmens budget.
Men jeg har ofte oplevet, at man kommer lidt tættere, når man mødes på en sådan tur, som den til Toronto. Den fylder mere end et normalt interview på en times tid, og så er der en oplevelse af at have været fælles om.
I de næste mange år løb jeg på Ole, eller interviewede ham med jævne mellemrum. Altid kunne vi grine lidt af oplevelserne i Toronto.
De opmærksomme husker måske, at der i ”Walter og Carlo i Amerika” optræder nogle rock-blomster, der danser, når der bliver talt til dem. Dem var Jarl og Ole ret vilde med, så det blev jeg selvfølgelig også.
Dengang havde vi på SE og HØR et ”rædselskabinet” på redaktionen, et skab med grimme og ubrugelige souvenirs, som rejsende journalister havde taget med hjem som gave.
Rock-blomsterne var endnu ikke set i Danmark, så jeg købte selvfølgelig én med hjem til stor morskab for kollegaerne. Desværre også for redaktionschef Peter Salskov, som nok tog lidt fejl af begejstringen.
Han brugte en formue på at importere rock-blomster, og det endte med at blive årets julegave fra bladet til medarbejderne.
Med til historien hører, at vi ofte fik store, lækre og dyre julegaver. I 1989 fik alle en rockblomst…
I begyndelsen af 90’erne var Ole vært på Eleva2ren, så vi mødtes ret ofte på Nordisk Film fredag aften.
I efteråret 2017 mødtes vi i en helt anden anledning.
Da jeg stoppede på SE og HØR, opdagede jeg hurtigt, hvor mange gode venner jeg har i hele branchen.
Blandt andet på ugebladet Tæt På, der stort set var befolket med tidligere, dejlige kolleger, var de simpelthen så søde.
Jeg blev inviteret med til deres julefrokost, hvor altid festlige Ole Stephensen også var med. Han var bladets tv-redaktør.
Jeg skriver nok senere om det helt unikke Tæt På, og de dygtige mennesker, der skabte bladet. I en tid, hvor andre redaktører giver samfundet og nettet skylden for deres egen utilstrækkelighed, så lykkedes det mod alle odds redaktionen på Tæt På at banke et blad op på print – på gammeldags papir. Desværre fik ejeren Karsten Ree gummiben, før bladet fik fat, det skal konkurrenterne være lykkelige for i dag.
Tæt På holdt til i en lejlighed på Strøget. Forholdene var små, men hjerterummet så meget større. Der blev spist, drukket og sunget. Bagefter hang de omkring 15 deltagere bare ud i lejlighedens køkken og tre værelser for at snakke på kryds og tværs.
Jeg blev på et tidspunkt fanget af Ole. Han spurgte interesseret til, hvordan jeg havde det med at blive fyret. Jeg forklarede, at det stadig var nyt, men selvfølgelig ikke rart.
-Skriv en bog, sagde Ole.
Han var oprigtigt interesseret i, hvordan jeg havde det, og fortalte indgående, hvor hårdt det tog på ham, da han selv blev fyret fra TV2s ”Go Morgen Danmark” i 2008. Uden nogen faglig begrundelse. Det ramte ham langt hårdere end Ole selv havde regnet med.
Som en slags terapi begyndte han selv at skrive på en bog.
-Skriv en bog, gentog Ole.
Ikke, fordi den skal udgives eller noget. Skriv den for dig selv. Skriv den som terapi. Det er jo ikke dig, der er noget i vejen med, det er dem, som har fyret dig. Chefen er ligegyldig, det er dig, som har været SE og HØR. Skriv om dine mange oplevelser for din egen skyld, sagde han.
Som hans bror, Erik Stephensen, sagde i Holte Kirke ved Oles bisættelse i februar, 2019, så stod Ole altid ved de svages side. Hvis andre blev mobbet i skolegården, så kunne de regne med Ole.
Nu var jeg den udstødte, og Ole var klar med trøst og råd.
Nej, vi var ikke venner, men sådan var Ole – og 29 år er alligevel en rum tid at støde ind i hinanden med jævne mellemrum.
Oles egne skriblerier endte heldigvis i bogen “Rub og stub over stok og sten”, der udkom sidst i 2018.
Jeg lavede en smule reklame her på Sladderkongen.dk, og skulle selvfølgelig også have været forbi hans bogreception, men aflyste, fordi mit gasfyr skulle repareres!
Hvordan pokker kunne jeg vide, det ellers ville være blevet sidste gang, vi så hinanden.
Men ok, Ole!
En bog bliver det måske ikke, – men jeg skriver…